NTI siger farvel til Shapefiler
I NTI har systemkonsulent Jens Hallkvist det tekniske ansvar for at understøtte byggeriafdelingen inden for GIS. Med kontorer i Norge, Sverige, Tyskland, Holland og Island og omkring 350 medarbejdere er den danske virksomhed en af Europas største leverandører af løsninger inden for BIM, CAD, CAM, GIS, dokumenthåndtering, Facility Management og digitalisering.
Jens Hallkvist har fingrene nede i både Esri- og Autodeskplatformen. Han underviser, afholder webinarer og bistår kollegaerne i dagligdagen omkring brugen af de integrerede værktøjer.
”Det er ikke nyt, at man bruger ArcGIS og AutoCAD sammen, men det er blevet uendeligt meget nemmere end før. Tidligere skulle man bestille og importere Shapefiler fra GIS til Autodeskmiljøet, når man skulle bruge et geografisk kort i forbindelse med et projekt. Nu kan man tilgå GIS-data direkte fra AutoCAD uden omveje. Det er et kæmpe fremskridt,” fortæller Systemkonsulent, GIS & Infrastruktur i NTI, Jens Hallkvist.